Om familiearbejde
Vi tilbyder alle skolens familier familieterapeutisk bistand – også selvom din familie ikke som udgangspunkt mener, at I har brug for det.
Det gør vi, fordi vi mener, at vi for at kunne hjælpe dit barn skal inddrage jer som familie.
Barnets problemer kan sjældent løses isoleret, og I er derfor vigtige medspillere i forhold til at gøre en forskel og skabe udvikling i dit barns liv.
Hvordan foregår det
Familiebehandlingen består af samtaler med jeres familie.
Samtalernes hyppighed og varighed varierer efter jeres behov.
I opstartsfasen foregår samtalerne normalt ugentligt, mens der længere henne i forløbet kan gå længere tid mellem samtalerne.
Familieterapeuternes arbejde slutter som hovedregel først, når dit barn stopper på Slimminge, da de har en vigtig rolle som bindeled mellem jeres hjem og skolen.
Hvor foregår det
Samtaler kan foregå på Slimminge og/eller i hjemmet, alt efter den enkelte families muligheder og behov.
Samtalernes hyppighed og varighed tilrettelægges efter den enkelte families aktuelle behov - dog afholdes der som udgangspunkt samtaler mindst én gang månedligt.
Værdier
Vi arbejder med familien ud fra et systemisk-narrativt inspireret helhedsorienteret syn på familiebehandling. Vi arbejder med udgangspunkt i den enkelte families behov og ressourcer med henblik på håndtering og løsningsmuligheder, som tilgoderser den enkelte families situation.
Vi vægter, at samarbejdet foregår i en respektfuld og anerkendende dialog, med fokus på og udvikling af de tilstedeværende ressourcer i familien.
Vi forstår familieliv som en dynamik, hvor individerne gensidigt påvirker hinanden, i forhold til de muligheder og begrænsninger, den enkelte familie rummer.
Formål
Det er familieterapeuternes opgave, på baggrund af kontaktbesøget, i samråd med familie og Familiecenter, at definere de fremtidige udviklings- og arbejdsområder.
Det overordnede formål med familiearbejdet sigter på, at bringe familien i stand til at støtte barnet/den unges udvikling bedst muligt.
Det er familieterapeuternes opgave at etablere en tillidsfuld kontakt, der kan danne basis for at arbejde med de forandringer der vurderes nødvendige, med henblik på at fremme familiens/barnets trivsel.
Familieterapeuterne ønsker at give familierne mulighed for - med udgangspunkt i den virkelighed de oplever - at arbejde med barnet/den unges problematikker som et familieemne, hvor familien i tæt samarbejde med familieterapeuterne og institutionens øvrige medarbejdere, bidrager til at støtte op om barnet/den unges udvikling bedst muligt.
Fokus og indhold i samtaler
Med barnet/den unge som omdrejningspunkt, anses familiearbejdet som en gensidig forpligtende dialog, der tager udgangspunkt i familiens indsigt, ønsker og behov.
Samtalerne anses for at være dynamiske processer, hvor et forløb kan indeholde skiftende indhold - fra støttende funktioner til mere behandlings- og indsigtsgivende forløb.
Eksempler på samtaletemaer
-
At rumme familiens frustrationer og nederlagsfølelse, i forbindelse med barnet/den unges anbringelse og familiens problematikker/stigmatisering.
-
At anerkende familien for de opdragelsesmæssige tiltag som den allerede arbejder med - herunder at opmuntre til vedligehold i processer der tager tid.
-
Fremtidsperspektivering med henblik på at øge familiens reflektion og opmærksomhed på andre og mere konstruktive handlemuligheder, hvor vi tilbyder focus på fremtid frem for fortid.
-
Opfølgning af opdragelsesmæssige tiltag, hvor konkrete succeser søges udbredt til mere generelle overvejelser - udvikling af forældrekompetencer.
Vi undersøger sammen med familien:
-
Hvordan deres kultur hænger sammen med alment gyldige normer, holdninger og værdier, idet det forekommer væsentligt at barnet ikke oplever for stor uoverensstemmelse mellem samfund, institution og familie.
-
Hvordan familien hidtil har taclet forandringer og på hvilken måde de fremadrettet kan forholde sig til forandringer.
-
Familiens indbyrdes kommunikation, hieraki, grænsesætning, funktionsområder, forvaltning af følelser og mønstre ved evt konfliktløsning.
Ovenstående temaer oversættes typisk til konkrete arbejdspunkter som f.eks:
-
Hensigtsmæssig kommunikation og grænsesætning
-
Struktur og indhold i dagligdag og weekends
-
Aktiviteter i og undenfor hjemmet
-
Husregler/omgangsformer
-
Selvstændighedsudvikling
-
Ansvar og pligter
-
Andet
Metoder
Vi arbejder med afsæt i en systemisk-narrativ inspireret referenceramme i familiearbejdet, men ligger samtidig vægt på at tilpasse vores valg af arbejdsform, i forhold til den enkelte families ønsker, behov og problemstillinger.
Vi ønsker som udgangspunkt at introducere et alternativ til familiens hidtidige tænkemåder, i form af 'passende forstyrrelser', hvor vi sammen med familien nysgerrigt udforsker hvilke bagvedliggende ideer der ligger til grund for familiens samspil.
I nogle tilfælde har arbejdet mere karakter af socialpædagogisk intervention og der kan være behov for samtaler af mere rådgivende og vejledende karakter.
Herudover er tiden en væsentlig faktor. Det er nødvendigt, at familien får tid og rum til de processer som udviklingen og logikken tilsiger, i forhold til det enkelte barn/den enkelte families problemstillinger.