Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om skolen

Mål for Undervisningsindsatsen på Slimminge


På Slimminge ønsker vi at udfordre eleverne, så de bliver så dygtige, de kan.
Vi ønsker at mindske betydningen af social baggrund, og neurologiske/fysiologiske hindringer i forhold til faglige resultater.

Vi anser elevernes trivsel som en forudsætning for at de kan udvikle sig, både fagligt og socialt.

På Slimminge skole arbejder vi ud fra folkeskolens formål og fælles mål i differentieret og individualiseret form, og tilstræber at vores elever med udgangspunkt i deres individuelle forudsætninger gives muligheder for at tilegne sig læring og sociale kompetencer.

Der undervises i grupper af ca. 4 elever, og sammensætningen af klasserne sker med lige dele vægtning af børnenes alder, faglige standpunkt, præsenteret adfærd og sociale kompetencer. Der kan derfor godt være stor faglig spredning i grupper af børn, og dette gør det nødvendigt at arbejde med udgangspunkt i folkeskolens formål og ud fra fælles mål i en meget differentieret og individualiseret form. Hvor det er muligt, prioriterer vi at gennemføre fælles oplæg og klasseundervisning, men den overvejende del af undervisningen gennemføres, afhængig af de enkelte klassers homogenitet, i individualiseret form.


Undervisningen af det enkelte barn, sker på baggrund af og med udgangspunkt i vores kendskab til barnets præmisser; følelsesmæssige udvikling, sociale kompetencer, familiemæssige forhold, kognitive og neurologiske udgangspunkt, evt. handicap. Den læringsmæssige tilgang planlægges med udgangspunkt i denne indsigt, og afstemmes løbende på behandlingsmøder

På Slimminge møder børnene med meget forskellige forudsætninger. Deres tilgang til skolen og skolearbejdet er ofte nederlagspræget, med negative forventninger til egen formåen, og manglende tillid til at voksne kan hjælpe dem.
Vores børnegruppe har ofte store vanskeligheder med perception og opmærksomhedsforvaltning, og kan også have specifikke indlæringsvanskeligheder.
Børnene har ofte store vanskeligheder i deres sociale kontaktform, har vanskeligheder med at forstå og tolke adfærd, og svært ved at forstå og forvalte følelser.



I Slimminge skole arbejder vi inkluderende.

Med udgangspunkt i barnets præmisser og i tæt samarbejde med pædagogen i teamet, tilrettelægges undervisningen, så den tilgodeser elevernes udfordringer indenfor følelsesforvaltning, perception og opmærksomhed. Dette giver sig udtryk i lærerens møde med eleven, der er præget af fokus på trivsel, anerkendelse og en forståelse for barnets perspektiv, og i en tydelig og genkendelig ramme for klassen og tydelige og genkendelige planer for børnene individuelt. At motivere eleven for skolen, er et fælles ansvar som lærere og pædagoger løfter sammen.
Barnet kan afhængig af alder og modenhed høres og inddrages, men ansvaret for om barnet deltager i undervisningen, er den voksnes.
Gruppens trivsel og arbejdsindsats er central. Derfor vil der i forhold til enkelte elever i perioder kunne tænkes i alternativ klasseplacering eller skift af klasse / kontaktlærer / afdeling, hvor dette giver mening for den enkelte elev / grupper af elever.


I Slimminge skole tilbydes udvalgte elever individuelt tilpassede undervisningsforløb, hvor praktiske arbejdspraktikker og lignende kan indgå som en del af undervisningen

Nogle af vores elever profiterer af at være i praktikforløb i vores køkken eller af at udføre arbejdsopgaver sammen med vores pedel, som en del af deres undervisningsforløb. Ligeledes kan vores unge indgå i kortere eller længere eksterne praktikforløb. Kodeordet for iværksættelse af sådanne forløb, er at det skal give mening for barnet / den unge, og at eleven igennem disse forløb kan opnå succeser og styrket selvværd. For de unge tjener praktikforløbende også som en undersøgelse og afklaring i forhold fremtidsplaner.


Fælles mål

På Slimminge arbejder vi ud fra fælles mål i en form, der er tilpasset de enkelte børn / grupper af børn.
Det vil sige, at krav og forventninger til elevernes faglige præstationer nøje afstemmes med den kognitive, følelses- og adfærdsmæssige tilstand eleven er i, og at eleven derfor i perioder kan arbejde under niveau i forhold til, hvad vi ellers vurderer eleven til at være i stand til


Årsplaner

Lærere på Slimminge udarbejder i august måned overordnede årsplaner for alle fagene. Da en stor del af undervisningen er individuelt tilrettelagt, vægter vi årsplanen for de enkelte fag som et planlægningsredskab og som sikring af fælles undervisningsforløb.

Elevplaner

Inden efterårsferien udfærdiger lærere på Slimminge elevplaner for de enkelte elever.
Planerne gennemgår og redegør for børnenes faglige standpunkt, mål og handleplaner, og for deres sociale kompetencer, mål og handleplaner.
Af elevplanen fremgår elevens faglige kompetencer indenfor de enkelte fag og næste halvårs mål og handleplan for undervisningsindsatsen indenfor de enkelte fag. Ligeledes beskrives elevens sociale kompetencer, næste halvårs mål og de handlinger elev og lærer vil sætte i værk, for at nå målene.
Eleverne inddrages i videst mulige omfang i opstilling af mål, delmål og handleplaner, da vi anser medinddragelse og medindflydelse på egen læring og sociale udvikling, som vigtige forudsætninger for at udvikle sig individuelt og socialt.
Med sparring og dialog for øje, gennemgår lærer og skoleleder i okt. – nov. elevplanerne sammen. I foråret evaluerer og justerer læreren elevplanen ift. mål og handleplaner, således at elevplanen hele tiden afspejler indsatser og fokusområder i elevens skolegang.


Undervisningsplaner for de enkelte timer

Vores børnegruppe er afhængig af tydelige rammer og en høj grad af genkendelighed. Derfor udarbejder lærere på Slimminge planer for den enkelte elevs undervisningsaktiviteter i de enkelte lektioner. Planernes visuelle udtryk afstemmes i forhold til barnets evne for perception.
Undervisningsplanerne tjener også som et redskab i forhold til at sikre strukturen og genkendeligheden i tilfælde af vikardækning i klasserne